Hvordan oplevede jeg at få min diagnose?

Jeg er blevet spurgt om jeg kan huske episoden, hvor jeg fik min diagnose – hvordan oplevede jeg det og var der ting, jeg savnede? Her kommer mit umiddelbare svar…

Da jeg fik min diagnose den 23. maj 2005 (dagen før min 32 års fødselsdag), var jeg allerede booket til operation 7. juni (2 uger efter) og skulle derfor med det samme beslutte mig for, hvilken behandling jeg skulle vælge. Skulle jeg få fjernet hele brystet? Ha’ en brystbevarende operation eller hvad?  Jeg fik fremlagt 3 forskellige muligheder – den tredje bestod i at være med til et medicinsk forsøg.

Jeg valgte at være med i det medicinske forsøg, hvorfor min operation blev udskudt til efter 4 kemoterapibehandlinger. Jeg valgte yderligere også, at jeg ville ha’ en brystbevarende operation.

Det var svært at vide, om jeg tog den rigtige beslutning og jeg følte,  at det var helt op til mig selv, hvad jeg valgte. Altså manglede jeg vel egentlig tid til at træffe en beslutning samt information i det hele taget, om den sygdom jeg overhovedet ikke anede en dyt om.

Jeg ville gerne i behandling hurtigst muligt og stillede ikke spørgsmål til, at jeg allerede på diagnosedagen skulle beslutte mig for en behandlingsform. Jeg syntes hospitalspersonalet var meget søde (en kirurg, en sygeplejerske og en studerende) til at prøve at fortælle mig om, hvad der havde ramt mig. Men jeg tror ikke det rigtig er til at fatte og så også det at skulle forstå diagnosen og høre om konsekvenser  ved de forskellige behandlingsformer – det var fx først, da det nærmest lød som om jeg ikke ville kunne få børn efter endt behandling, at jeg syntes det var helt umenneskeligt og meget uretfærdigt. Jeg brød sammen i gråd (kæresten havde da allerede grædt i lang tid).  – Jeg følte jo bare, at vi sad og diskuterede et nyt emne, jeg ikke kendte til og at det egentlig ikke var mig det rigtig handlede om. Jeg synes måske også, der skulle have været en til stede fra onkologisk afdeling med indgående kendskab til den mere medicinske del af behandlingen. Behandling med kemoterapi og strålebehandling er også en stor ting at skulle tage stilling til. På den måde kunne de måske med det samme have beroliget mig med, at de fleste ikke mister evnen til at få børn efter endt behandling.

Kirurgen sad og tegnede på noget papir eller også var det i en folder, for at forklare mig ting og hun læste op fra sin journal – jeg ville gerne have set nogle ordenlige billeder/tekster, der kunne forklare mig min tilstand. Jeg savnede også, at personalet ikke talte til mig som om, jeg var ved at dø og at de ikke hele tiden forventede, jeg havde en masse spørgsmål – jeg følte jeg ikke tog min situation alvorligt, når jeg ikke havde nogen spørgsmål eller når jeg prøvede at lave sjov med personalet. Det var de måske ikke vant til?

Ellers var det rigtig hårde vist at fortælle om kræftdiagnosen til alle berørte – familien, arbejdet og vennerne. Tænk, jeg kunne ikke få mig til selv at ringe rundt til folk og sige det, da reaktionerne svingede fra nær besvimelse, gråd og forfærdelse til “Det skal nok gå, du ser jo godt ud!”

Hvordan oplevede du at få din diagnose?

Ung og så lurer døden alligevel lige om hjørnet

Hmmm, dette er så mit første indlæg i debatten om det at være ung og kræftramt. Jeg har tænkt meget over, hvad det skulle handle om og havde vel egentlig tænkt at tage det hele lidt fra begyndelsen… Altså, “Hvordan var episoden, da jeg fik diagnosen – hvordan oplevede jeg det og var der ting jeg savnede?”. Men det er jo ikke altid, det giver mening at starte med begyndelsen og derfor starter jeg istedet med et emne, der optager mig meget for tiden, nemlig det, at få døden tæt ind på livet som ung. 

Som ung er det normalt ikke døden, der fylder mest i ens liv – man har jo hele livet foran sig og tænker næsten man er udødelig. Det ændrer sig desværre hurtigt, hvis man bliver ramt af kræft, da døden pludselig rykker helt tæt på. De fleste kræftramte vil uundgåeligt opleve, at nogle de har ligget på stue med, kender fra støttegrupper eller noget helt treedje dør. Værre endnu er selvfølgelig, hvis man selv ender med at dø… her ved jeg altså ikke lige, hvad jeg skal skrive – det er på en måde lidt tabubelagt og jo heller ikke helt naturligt at omgåes og tale om døden, med mindre man selvfølgelig er bedemand, læge eller arbejder på plejehjem – hvordan har du det med at tale om døden?

Efter jeg selv har haft kræft, kan jeg ikke høre om nogen, der er død uden at blive helt vildt ked af det. Måske er det fordi det minder mig om, at jeg rent faktisk selv har haft en livstruende sygdom. Allerede her var jeg i tvivl om, hvad jeg skulle skrive… jeg skriver “har haft”, men burde jeg skrive “har”? Jeg er i efterbehandling for brystkræft og vil være det 4 år endnu – hvornår har man ikke mere kræft? Nå, men det spørgsmål jeg håber i vil være med til at besvare i dette indlæg er altså, hvordan lever man som ung videre med det at have/have haft døden så tæt på?