Kære Vorherre, vil du ikke nok lade Tine leve!

“Kære Vorherre, vil du ikke nok lade Tine leve!” – den sætning kørte rundt i mit hovede efter at have besøgt dig i Århus den 20. januar 2007.

Vi havde for 3-4 måneder siden aftalt at vi skulle holde julefrokost og du var så sød at sige, du gerne ville lægge hus til. Senere blev vi enige om, at det skulle være den 20. januar, da du og din familie så ville være flyttet sammen med din søster og hendes familie i en stor lejlighed. I skulle flytte sammen for at i kunne være mere sammen, nu da din sygdom kun bliver værre.

For ca. en måned siden fortalte du, at du var blevet terminalpatient og jeg måtte spørge dig hvad det betød. Det nye ord gør mig ked af det og jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal reagere.

Jeg har altid troet på, at man selvfølgelig selv styrer sit liv og at det IKKE er skæbnen, der afgør ens liv. Men hvad skal man tro, når du, der kun er 28 år er ved at dø af sin kræftsygdom og forskning ikke kan give svar på, hvorfor du overhovedet har fået kræft.

Jeg har altid vidst, at døden var en del af livet – men jeg vidste ikke, at en del af livet også består i at skulle vænne sig til at se andre unge dø og selv leve med at det kan ramme een selv. Jeg troede døden var forbeholdt de gamle!

Kære Tine, det gør mig ondt at du skal lide sådan og jeg kan se, hvordan du kæmper. Jeg ved, at det, der gør det rigtig svært for dig er den sorg og smerte du ved dine nærmeste føler og så den magtesløshed over, at der kun er een vej tilbage. Jeg tænker på dig og forsøger at være stærk – det kan nemlig være forbandet svært at se meningen med galskaben, når den er så uretfærdig.

Jeg tror desværre ikke på nogen Gud eller højere magt, så jeg beder istedet kræftforskerne om snart at finde ud af, hvorfor unge rammes af kræft og hvorfor man ikke beskæftiger sig mere med det at leve med kræft i så ung en alder. Gør noget og gør det helst snart, så du Tine ikke skal dø!