Archive for april 2008
23. april 08
Hold op, jeg er træt
Ville have været nede hos min søster. Kan dog ikke køre bil pga. smerter og pga. det medicinen gør ved mig. Jeg er træt og får dobbeltsyn. Er også svært at sidde her og skrive – falder ligesom i søvn hele tiden. Nå, men så kom min søster bare og besøgte mig – JUHUUU!!! Søde søde søs. Vi gik en lille tur, forbi gederne som jeg er helt vilde med. Tager ofte billeder af dem. Nederst kommer et mere.
De ringede fra Smerteklinikken for at høre, hvordan det var gået med at spise ekstra morfin. Tænk, jeg må tage op til 8 ekstra morfinpiller i døgnet. Men samtidig siger de også, at hvis jeg har brug for 3-4 ekstra piller, så vil de nok anbefale at sætte dosis på mit morfinplaster op. Har taget 1 pille om dagen i 4 dage og i dag har jeg indtil videre taget 2 og det gør stadig ondt. Øv øv!

3 comments april 23, 2008
22. april 08
Dumme mig
Gik en god tur med hunden. Ville den skulle være træt, når den skulle være alene hjemme. Var til træning og ude at handle i Netto. Fik købt alt for mange tunge ting. En pose var lige akkurat så tung, at der skete et eller andet i min ryg. Som om den fik et vrid. Har lige siden haft sindsygt ondt i højre side af ryggen. Kan ingenting og håber bare det snart bliver bedre. Skal i morgen have svar på en MR-scanning pga. en skade jeg fik i påsken. Men det hjælper jo ikke på min nye skade – dumme mig :-(
Spiser ekstra morfin for at klare smerterne.

1 comment april 23, 2008
21. april 08
Tidlig op
Ventede tagdækker denne morgen. Morgen er jo et vidt begreb. Ville derfor sørge for at være påklædt senest kl. 7. Dyrene synes det er dejligt, når man gider stå tidligt op. Og så kunne jeg jo også bruge noget af tiden på at lave sandwich til manden – hvad er det for et Mor-gen jeg har? Nå, men det er i hvert fald det mindste jeg kan gøre og noget jeg gør med glæde. Min mand knokler nemlig med fuldtidsjob, hus, have og MIG!
Har simpelthen været træt hele dagen. Fik hvilet lidt, men ikke nok. Tagdækkeren var her fra 8 – 15.30. Slapper ikke så godt af i sit eget hjem, når der render en håndværker rundt på ens tag.
Tvang senere manden til at tage med til hundetræning. Kan ikke køre bil, når jeg er træt!
Add comment april 23, 2008
19. – 20. april 08
Weekend
Lørdag var jeg træt hele dagen – kom alt for sent i seng. Nød stilheden fredag aften og kom over det der træthedspunkt kl. 21. Så kunne jeg blive ved med at skrive til Jer. Så også slutningen på en film, jeg har set før og godt kan lide. Hmm, er ikke god til titler. Men det var med Arnold og Jamie Lee Curtis. Er vild med Jamie. Måske du kan huske, hvad den hedder?
Nå, skulle lige nå at købe fødselsdagsgave til storebror. Vi var inviteret til frokost kl. 13 og det tager ca. 5 kvarter at køre hjem til dem. Sad nærmest og sov i bilen. Er super svært for mig at følge med i samtaler, når flere mennesker taler på samme tid. Ofte føler jeg mig uhøflig, fordi jeg hele tiden er nødt til at få forklaret ting om igen. Måske er det ikke noget andre bemærker. Der er i hvert fald ikke nogen, der har sagt noget. I må endelig sige til, hvis jeg virker uhøflig – det er ikke min hensigt!
Det var en hyggelig fødselsdag. Maden var overraskende anderledes men god! Det var lidt mærkeligt at tænke på, at huset faktisk ikke er min storebrors mere – de har lige solgt det og købt et nyt med en bedre beliggenhed og knap så stort og med en have, der er til at overskue
Det er tæt på en strand, så måske man kan komme på badeferie???
Søndag var jeg også meget træt den første del af dagen. Blev heldigvis rigtig frisk efter en god lur oppe i gæsteværelset. Der er så dejlig stille. Fik gæster om eftermiddagen. Grillede tidligt og gik tur ved vandet. Vejret var fantastisk. God dag at have gæster på. Var rigtig hyggeligt. Fik snakket en masse. Det er nogle nye venner, vi har fået pga. kræften. Charlotte er kronisk syg som mig med spredning til bl.a. knogler og hjerne. Vi er jævnaldrene, har ingen børn, gift og ved vi skal dø af sygdommen en dag. Charlotte og hendes mand har levet med hendes sygdom i 6 eller 7 år nu. De har altså en masse erfaring manden og jeg kan bruge. Dejligt ikke at være alene mere.

2 comments april 21, 2008
18. april 08
St. Bededag
Vågner nogle gange og tror, jeg har fået bank i løbet af natten. Er øm og stiv i hele kroppen. Forsøger at bevæge benene lidt inden jeg kommer om på siden og kan svinge dem ud og ned på gulvet. Armene kan så løfte kroppen og jeg kommer ud af sengen og op at stå. Nogle gange må jeg have fat i vindueskarmen for at komme op at stå og andre gange støtter jeg med hænderne på knæene. De fleste dage går det heldigvis meget nemt. Havde meget ondt i ryggen i dag. Bliver ked af det. Føler ikke jeg kan noget.
Tog en ekstra dosis morfin. Havde været lidt bange for at tage ekstra morfin, da jeg ikke vidste, hvordan jeg ville reagere. Ville så vente til en dag, jeg ikke skulle ud at køre. Synes ikke rigtig jeg kunne mærke nogen virkning til at starte med. Men i løbet af dagen synes jeg smerterne aftog noget. Fik gået en lille tur nede ved vandet. Hold op det var smukt. Hunden var ellevild og var lige ved at tage sig en dukkert.
Plankeværket fik lidt maling af manden, bedene fik en omgang af svigermor og svigerfar gødede forskellige planter og buske. Og hvad lavede jeg? Såede persille i små potter til for spiring indedøre. Kogte vand til neskaffe, sørgede for puder til at sidde på udenfor og tog lidt billeder af det alt sammen.
Manden kørte til musikaften i Kbh. Jeg har hygget mig med at skrive til dig på min blog. Nu må jeg sove. Godnat.
3 comments april 18, 2008
17. april 08
Storebrors fødselsdag – hurra hurra hurraaaaa!
Skal fejre ham i weekenden sammen med resten af familien. Det glæder jeg mig til. Sendte ham en sms om morgenen og ønskede ham tillykke. Ville så ringe om aftenen, når han var hjemme fra arbejde – hvilket jeg ikke nåede. Denne torsdag var særlig hård og jeg faldt omkuld og sov meget tidligt.
Skulle MR-scannes kl. 12. Havde hunden med i bilen og skulle lige luftes inden og bagefter scanningen, der tager en lille times tid. Derefter gik turen til Sundhedscenteret i Ryesgade, hvor der var møde i Tilbagefaldsgruppen. Her kom hunden med til mødet. Var lidt nervøs ved at tage den med. Der var nemlig reception i Sundhedscenteret og een million mennesker samlet, der ALLE synes hunden er SÅ SØD! Puha, skyndte mig igennem menneskemængden og gik ind i mødelokalet. Her lagde jeg hundens tæppe på gulvet foran min stol. Hunden lagde sig der og hvilede mens vi 5 kvinder snakkede – den rejste sig ikke i 1½ time. Tror alle var ret imponeret over, hvor disciplineret den var. Dygtig hund!
Da det var dagen før St. Bededag, var der ekstra meget trafik på vejene. Det tog mig derfor næsten 5 kvarter at køre en strækning, der uden trafik kan gøres på 35 minutter. ØV! Var totalt kvæstet og træt da jeg kom hjem og måtte for en gangs skyld overgive mig og droppe hundetræningen.
Fik en Dronning Ingrid pelargonie i dag – så er det snart sommer
1 comment april 18, 2008
16. april 08
En dag med kvalme
Vågner med let hovedpine. Spiser pille mod kvalme. Går en lang morgentur med hunden. Får kvalme. Spiser morgenmad og resten af morgenpillerne. Kaster op første gang. Inden klokken er blevet 12 har jeg kastet op 3 gange. Søs er på besøg og har forsøgt at fodre mig med forskellige ting. Vi går ind og hviler os. Dvs., jeg sover og søs ligger og hører på min voldsomme snorken et stykke tid. Så står hun op og passer hunden mens jeg får lov til at sove. Søde søs. Klokken to skal hun hjem og hun vækker mig. Hyggeligt besøg. Havde selvfølgelig haft en masse planer om, hvad vi skulle have lavet… Det må blive en anden dag.
Kunne heldigvis få lidt mad ned om aftenen, hvor det var svigermor, der stod for middagen. Lå dog på sofaen en del af tiden, men det var nu meget hyggeligt. Desværre bliver jeg stadig hurtigt træt. Klokken ni om aftenen, hvor jeg plejer at se nyhederne, kan jeg ikke mere fokusere og se klart – jeg falder simpelthen i søvn. Ser derfor næsten ikke fjernsyn mere.
Add comment april 18, 2008
15. april 08
Endnu engang må jeg undvære træning pga., at jeg skal på hospitalet.
Mødte manden ved Riget en halv time før lægesamtale på Riget. Han havde købt sandwich og drikkevarer med. Sad på en bænk i solen og spiste og glemte for en stund, hvor vi befandt os. Gik tur med hunden på græsarealet over strålecentret og blev mindet om de mange ture under strålekanonen – heldigvis ikke dårlige minder.
Hunden ind i bilen og manden og jeg op til venteværelset på afd. 4262. Sjældendt har det været så hyggeligt at vente. Mødte nemlig to andre tøser, jeg har lært at kende via mit kræftnetværk. Vi sad i dødens venteværelse (låner lige din betegnelse Charlotte) og var vildt morbide og grinede. Og du Charlotte havde endda lige fortalt, hvordan en af dine tumorer i hjernen var vokset. Det er bl.a. mødet med sådan nogle som Jer, der gør det ok at leve med sygdommen.
Snakkede med min læge Anette. Hun fortalte, at CT-scanningen ikke viste tegn på metastaser i hverken lever eller lunger. Blev dog enige om at udskyde næste kemobehandling med en uge, da bivirkningerne ved den første behandling med Xeloda havde været ret hård. Fik derfor kun zometa – behandling mod knogleskørhed, der bliver givet intravenøst.
Vedr. mit vedvarende hævede ansigt, sagde Anettelægen, at grunden til, at mit ansigt stadig er hævet måske er, at der kan gå rigtig lang tid, fra man stopper med prednisolon, til man ikke er hævet i ansigtet mere. Det er bare mærkeligt, at mit ansigt nogle dage er MEGET hævet og andre dage ikke så hævet. Tænk, på smerteklinikken spurgte de, om jeg spiste prednisolon
Ikke sjovt at være hævet i ansigtet!
Add comment april 18, 2008
14. april 08
En anden mand/kvindes blod
KL. 8 var jeg på Roskilde Sygehus. Skulle først have taget kemo kontrol blodprøve. Kl. 8.30 var jeg på onkologisk afdeling for at få min første blodtransfusion. Kl. 9.30 fik jeg den første pose blod og kl. 11.30 fik jeg den anden pose. Lidt ovet et kunne jeg så tage hjem. Hold da op det tog lang tid – vidste ikke det var så omstændigt at få blod. Men det er selvfølgelig også meget trygt, at de skal være to sygeplejersker til at tjekke, at det er det rigtige blod man får. Synes det er lidt mærkeligt at få en fremmed mand/kvindes blod ind i mig. Heldigvis gik det godt. Må være det helt rigtige blod jeg fik. Så håber jeg det kan gøre mig lidt mere frisk igen.
Mens jeg lå der og fik blod, kom min kontaktsygeplejerske fra Palliativ afdeling og snakkede med mig. Hun ville vide, om jeg var godt nok smertedækket. Blev enige om ikke at ændre på noget endnu.
Har super ondt i ryggen og er træt. Føler jeg er inde i en meget gammel krop. Men jeg VIL til hundetræning! Så det kom jeg
4 comments april 15, 2008
12. – 13. april 08
Weekend
Åhh, har glemt at fortælle om en ny gave, jeg modtog for en lille uge siden. En super lækker opskriftbog om bær og frugter. Billederne er taget vildt tæt på retterne og fremstår meget sanselige og indbydende. Måske du kender den? Grigos bær og frugter af kokken Marcus Grigos. Tusind tak, den er jeg meget meget (med vilje, der står to gange “meget”) glad for.
Nå, tilbage til dagens begivenheder…
Lørdag kastede jeg op om morgenen. Handlede ind om formiddagen. Manden fik sået en fødselsdagsgave i haven – to blåbærbuske. Manden fik spillet golf, mens jeg hvilede mig. Om aftenen tændte vi op i grillen for anden gang i år. Mandens gode golfven kom og spiste med. Ihh, nu MÅ sommeren altså gerne snart indfinde sig!
Søndag stod manden MEGET tidligt op. Skulle spille golf igen. Tog selv hunden med til stranden. Kørte den ene kilometer derned. Hunden skulle også gerne have kræfter til at rende lidt rundt dernede. Hvor var der mange mennesker, der var ude og nyde det gode vejr. Hunden og jeg nød det også meget.
Manden fik lavet hegn færdigt sammen med naboen. Så er haven helt hegnet ind og hunden kan løbe frit omkring. Det synes hunden er alle tiders. Har også lært at stille sig hen til døren, når det er tid til at skulle ud, enten for at lege eller for at “gå på toilettet”.
Tændte igen op i grillen og spiste sammen med naboen. Hyggeligt!
Ondt i ryggen, men i godt humør.
Add comment april 15, 2008



